Jeg har længe haft lyst til at skrive en guide, til hvordan man kommer godt i gang med søgemaskineoptimering af ens website, og nu har jeg omsider fået skrevet nogle af de punkter ned, jeg mener er vigtige for at få en vellykket søgemaskineoptimering´s kampagne.

Punkterne bør bruges som en tjekliste når man opbygger sit website, og såvidt muligt prøv at overholde alle punkterne. Der findes selvfølgelig adskillige flere kriterier der har indflydelse, men hvis man benytter nedenstående punkter er man hvertfald godt på vej :-)

Positiv indflydelse på søgemaskineoptimering  

Søgeord i title

Én af de absolut vigtigste punkter i søgemaskineoptimering. Titles er overskrifter i bookmarks, Google og browseren, og er derfor punkt der er allermest blikfang på. Dine titles skal være unikke, da ikke 2 overskrifter må være 100 % ens på dit website (er det heller ikke i en bog eller lign. vel?). Sørg for at dine bedste søgeord findes i titles for hver enkelte side. Du skal ikke optimere alle sider til alle søgeord. Kun 1 side pr. søgeord. Sæt dit søgeord max 2 gange i din title, men helst ikke mere da det kan ende i keyword stuffing, hvilket giver en særdeles negativ effekt.

Søgeord med fed tekst

Dine søgeord bør markeres med fed flere gange på din enkelte side, for at lægge tryk og fremhæve ordet ud fra teksten. Igen skal man ikke overdrive og markere ordet konsekvent hver gang i teksten. Søgeordet kan bruges i en overskrift på siden, hvor at hele linjen er markeret med fed f.eks.

Forhold mellem tekst i body og søgeord

Din body tekst skal indeholde dit søgeord flere gange. Her skal det så fordeles iblandt overskrifter, tekst markeret med fed, links (interne), ALT tekst på billeder, title tekst i links og alm. tekst. Dit søgeord bør ikke fremkomme mere end 4-5 % på hele siden totalt. Hvis det stiger meget mere end 5 % vil det give negativ effekt, da vi så nærmer os decideret SPAM.

Søgeord i H1 tag

Dine søgeord bør ligesom i title, repræsenteres i H1 tag som bør være dine overskrifter i selve teksten. Overskrifter har ligesom title, en effekt i at være lette at se, og samtidig beskrivende om hvad teksten nedenunder handler om. Derfor er det en god ide at få søgeord med i overskriften, så længe de er repræsenteret i selve teksten nedenunder.

Søgeord i domænenavnet

Hvis det er muligt, er det rigtig godt at få dit søgeord i selve URL’en, da det vil vægte højt på søgemaskinerne. F.eks. vil ordet “fitness” vægte højt for fitness.dk website, da ordet findes i selve domænenavnet. Så hvis det er muligt, så få en URL hvor ordet indgår i. (Læg venligst mærke til overskriften på fitnessdk.dk’s website, fitnessdk står ikke sammen som deres logo ellers er. Dette er helt bevidst, da de så får ordet fitness til at figurere alene i title, hvilket er deres vigtigste søgeord).

Søgeord i URL adresser

Brugen af søgeord i URL adresserne er i omfanget lige så vigtigt som at have det i domænet. En URL hvor der står www.website.dk/reklamebureau.html giver brugerne en god indikation, at det er et reklamebureau, som bliver beskrevet på siden i stedet for www.website.dk/?p=12, hvilket ikke giver brugeren en chance for at aflæse indholdet inden vedkommende trykker. Igen skal siden /reklamebureau.html kun optimeres til ordet reklamebureau og ikke andet. Tryksager, webdesign osv. skal have deres egne respektiver URL’er.

Søgeord i H2 & H3 tags

H2 og H3 fungerer som underoverskrifter, og bør ikke fremkomme før et H1 tag. H tags er hierarkisk opbygget, så man bør altid have sin kode efter H1, H2, H3… Jeg personligt, mener ikke man bør bruge H tags yderligere end H3, da værdien af dette ikke har nogen decideret effekt. Vil svare til en bog med en underoverskrift på 3 stadie. Det vil gøre mere skade end gavn, og bør ikke forekomme.

Søgeord i ALT tags og image titles

Dette har ikke så meget med websøgning at gøre, men mere billedsøgning. Googles billedsøgning fungerer ved at finde ALT tekster og title tekster på billeder, og det er derfor dem som bestemmer om billedet kommer frem på en given søgning. Dog har det stadig en værdi i websøgning også, og man bør sætte sine søgeord ind på billeder på den aktuelle side, dog sørg for der findes yderligere ord også i ALT og title teksten.

Søgeord i Meta Description

Description bliver brugt til at vise en beskrivelse af siden i søgemaskinerne (hvis den velbemærket er lavet ordentligt), samt den kan bruges som salgstekst for at få flere til at klikke på linket. Din description bør være optimeret til dit søgeord på hver side. Selve description skal ikke være en autogeneret beskrivelse, som blot sætter noget dynamisk tekst (overskriften på siden f.eks.) ind i en “dummy” tekst på samtlige sider, og så er de dermed unikke. Description skal skrives HVER gang man laver en ny side, og skal være optimeret til dit søgeord på den pågældende side. Søgeordet bør max findes 3 gange i en beskrivelse, og hele beskrivelsen bør ikke være mere end 220-230 tegn lang, da den ellers kan gå hen og blive ignoreret af søgemaskinerne. Hvis den bliver ignoreret kommer der blot noget tekst frem, som findes på siden i et stort rod. Igen ikke nok med at du skal optimere din description til søgemaskinerne, du skal også have brugerne med. Selvom din description er god rent SEO-mæssigt, så er det ikke ensbetydende med at brugerne gider og klikke på din URL. Derfor tænk på både søgemaskiner og brugerne.

Brugen af søgeord i keyword tag

I “gamle dage” brugte søgemaskinerne keywords til at danne sig et indtryk om, hvad siden var optimeret til. Dette er ikke længere tilfældet, og der er faktisk ikke brug for keywords mere for søgemaskinernes skyld. Dog vil jeg stadig anbefale, at man bruger ét minut på at sætte sine 3-5 vigtigste søgeord ind på hver side. Disse skal adskilles af komma samt mellemrum herefter. F.eks. “søgeord1, søgeord2, søgeord3, søgeord4″. Det kan kun skade, hvis du overdriver ved at du sætter langt flere end 5 ind, samt bruger ord som ikke findes på din side allerede.

Intern linkstruktur

Intern linkstruktur er links som findes på dine sider, som linker til andre sider på dit website. Dette er meget vigtigt, da det hjælper brugerne og søgemaskinerne med at finde alle dine sider på hele websitet. Du bør bruge intern linkstruktur så vidt muligt, når du har mulighed for det. Hvis du f.eks. benytter en blog, så få linket rundt til de andre relevante artikler på bloggen med de keywords, som nu passer til den pågældende side. F.eks. hvis jeg har skrevet et indlæg omkring søgemaskineoptimering, så kan jeg linke i min nye artikel med ordet ’søgemaskineoptimering’ til denne artikel. På denne måde skaber jeg relevans i min nuværende artikel over til den anden artikel. Det virker lidt ligesom når man har en uddybende forklaring et sted, som man så vil vise til brugeren. Dette kan man gøre på denne måde.

Indgående links

Når dit website er blevet lanceret, så få så mange indgående links som muligt til dit website. Sørg for disse indgående links er med en link tekst, som er aktuelt for de søgeord, du ønsker at ranke godt på. Men igen, ikke alle indgående links er positive. Undgå såvidt muligt linkkataloger udover www.dmoz.org, da mange af disse kan påvirke dit website negativt.

Brugen af afsnit i artikler

Ligesom med artikler i blade, bør man bruge afsnit for at gøre teksten let læseligt. En tekst der går fra starten af siden og fortsætter uden afsnit ned til bunden er svært læseligt ift. hvis den var inddelt i overskrifter og afsnit. Ved afsnit bruger man altid et paragraph tag (<p>afsnit</p>) for at indikere start og slut på et afsnit.

Ekstern links til websites og andre eksterne sider

Søgemaskinerne går meget op i, at hvis man beskriver et emne, og kender et sted hvor der er endnu mere materiale om emnet, så giver det bonus at linke hertil. Dette link bliver så automatisk et eksternt link, da det går ud fra dit website af til et andet. Når man linker ekstern, skal man igen tænke på hvad der findes på det andet website, så snart man klikker på linket. Det hjælper ikke, man linker til forsiden på et website, når den artikel det drejer sig om, findes på en underside til dette website. Så skal brugerne til at finde artiklen, så snart vedkommende er kommet på det andet website, hvilket ikke er optimalt. Man skal linke direkte til undersiden, så man ved et enkelt tryk går direkte til kilden, og ikke skal til at finde den først! (Dette gælder selvfølgelig ikke, hvis kilden faktisk findes på forsiden af det eksterne website.) Google giver point for at man linker ud til mere relevante sider end sin egen, da det giver mere information til brugerne, hvilket er hvad det hele drejer sig om.

Domænets og sidernes alder

Domænets alder er meget vigtigt, jo ældre jo bedre. Gamle domæner viser udholdenhed. De har mange indgående links, har været online længe osv. Det giver meget at have et gammelt domæne. Ligesom med domæner er gamle sider også meget værd. Det beviser ligeledes at siden har været at finde længe, og er en af de “gamle” på markedet.

Indekseret indhold

Når en søgemaskine crawler et website, prøver den følge alle links så vidt muligt og indeksere hele websitet så godt som muligt. Der kan være mange faktorer til den ikke får indekseret hele websitet. F.eks. flash, broken links, sider med fejl osv. kan gøre det umuligt for søgemaskinen at indekserer websitet. Derfor er det vigtigt, at tjekke op på om søgemaskinen rent faktisk kan crawle hele dit website. Der findes et utal af spiders man kan benytte til dette, og man bør tjekke op på om alle siderne på sit website kommer med.

Opdateret indhold

Søgemaskiner går meget op i, om noget er nyt og ikke blot lægger hen. Også derfor de fleste nyhedssites ranker godt. Hvis der ikke sker noget på dit website i længere tid, og søgemaskinen finder det samme indhold gang på gang, som den allerede har cached i forvejen, så giver det minus point. Der sker ikke noget nyt, og det indhold som findes på websitet er ikke aktuelt og ‘up to date’ længere. Derfor bør man foretage ændringer på sit website, og tilføre nyt indhold så vidt muligt.

Mængden af kataloger i en URL

Så snart man har et katalog på sit website kommer der et /katalog i URL’en. Jo tættere siden er på roden, jo mere vigtigt er den. Derfor er det en dum ide at bruge alt for mange underkataloger til sine sider. F.eks. vil www.website.dk/katalog1/katalog2/katalog3/page.html vægte utroligt dårligt ift. www.website.dk/page.html da i første eksempel findes indholdet hele 3 kataloger væk fra roden, hvilket indikerer at det er “gemt væk” og ikke specielt aktuelt. Sørg for at ikke komme længere ud end 3 kataloger, og jo mindre jo bedre. Dette gælder også med billeder. Lad være med at placerer billeder i 3 underkataloger på dit website.

Stave- og grammatikfejl

Stave- og grammatikfejl har ikke den store negative indvirkning på søgemaskinerne, men kan have negativ virkning på brugerne. En side med mange stave- og grammatikfejl kan give et negativt indtryk, at siden er for amatøragtigt, og kan derefter lede brugerne væk igen. Søgemaskinerne kan dog også finde det negativt, da at hvis man staver sit søgeord forkert, at det så ikke kommer til at ranke, da det så er et helt andet ord nu. Dette giver selvfølgelig en dårlig ranking, men grammatikfejl kan ikke aflæses af søgemaskinerne. Dog skal der sætte tegn i en tekst, da søgemaskinerne godt kan aflæse om der findes tegn eller ej.

HTML validering efter W3C standarder

Validering er et vidt begreb rent SEO-mæssigt. Der er store diskussioner omkring det har indflydelse eller ej. Personligt mener jeg, at hvis man kan få sit website valideret, så gør det. Hvis det er helt umuligt, så lad være med at validere det hele. Rent SEO-mæssigt har det ikke den store indflydelse, men bør stadig foretages for at ens kode er korrekt formateret.

Anker links

Anker links er intern linkstruktur, som henviser brugeren til at andet sted på siden eller websitet. Dette er en god måde at organisere sine sider på, da det er nemt for brugeren at klikke sig videre til yderligere information på websitet. Anker links bør benytte ord, som er aktuelt for selve anker-stedet. F.eks. hvis du har et anker link, som linker til noget omkring biler, bør ankerlinket hedder noget med “biler”, da det er aktuelt for linket.

Tekst placering på websitet

Dine søgeord bør findes først og sidst på websitet, da disse 2 områder vægtes størst. Dette skal også være i selve koden, da det er dette søgemaskinerne læser. Hvordan det ser ud på selve websitet er ikke aktuelt, det er rent HTML man skal kigge på. Derfor bør man benytte DIV tags, sådan man kan organisere sit website ordentligt både visuelt og HTML mæssigt, så det relevante kode kommer først og sidst på websitet.

Negativ indflydelse på søgemaskineoptimering

Ligesom med faktorer der er positive for søgemaskineoptimering, er der også faktorer som  har en negativ indflydelse. Disse bør undgåes såvidt muligt, for at kunne få succes med søgemaskineoptimering.

Serveren er tit nede

Hvis serveren gentagne gange er nede, når søgemaskinerne kommer forbi, bliver det vægtet som en utilregnelig informationskilde og derfor nedprioriteret. Dette gælder både hvis serveren er nede, eller at der findes fejl på serveren som gør at søgemaskinen ikke kan finde noget indhold.

Duplicate Content (samme indhold flere steder)

Duplicate Content er en meget væsentligt kriterium for søgemaskineoptimering. Hvis det samme indhold findes flere steder på et website (eller flere steder på nettet) vægtes det meget negativt, da det til dels minder om kopiering af tekster. Derfor bør man ikke kopiere tekster direkte til sit website, eller få kopieret sine egne tekster af andre! Der bør heller ikke kunne findes det samme indhold på ens website flere steder. Dette kunne f.eks. være at hvis ens website arkiverede ens sider, at siden så både kunne ses direkte og i arkivet på en anden URL. På denne måde har man direkte duplicate content, hvilket man bør undgå.

Eksterne link til dårlige websites

Hvis man linker til Spam websites, dårlige sider rent indholds- og kodemæssigt, kan det påvirke søgemaskinerne negativt. Derfor bør man så vidt muligt undgå, at linke direkte til dårlige sider med meget lav indholdsværdi, eller sider som er kategoriseret som spam sites.

Overforbrug af søgeord (keywords stuffing/spamming)

Ved overforbrug af søgeord i både tekst og META tags anses for direkte spam, og vægter meget negativt. Du bør ikke overforbruge keywords på dine sider mere end de 4-5 % nævnt ovenfor. En hovedregel er at teksten skal være let læselig, og man ikke falder over søgeordet flere gange i samme sætning/afsnit.